Velkommen

Åbent Dansk Mesterskab for H-Både den 6.–10. juli 2016

I Sejlklubben Køge Bugt glæder vi os til at arrangere DM for H-både i 2016.

Vi håber at se mange H-Bådssejlere i Hundige Havn, gerne også nogle af vores svenske venner.

DSC_0513

Gennem årene har SKB flere gange været vært for DM i H-både og i 2004 afviklede vi VM for klassen med et godt resultat.

Mange H-bådssejlere kender det gode kapsejladsfarvand vi har i Køge Bugt, der er ingen eller kun beskeden strøm og helt frit farvand uden erhvervstrafik, og ikke mindst sejladser foregår lige uden for havnen.

For ledsagere er der umiddelbart ved havnen en meget fin badestrand.

SKB har nedsat en stævneledelse til at forestå afviklingen af DM i 2016 for H-både. Axel Bøggild er stævneleder.

Som sikkert mange H-bådssejlere ved, har Axel sejlet i H-bådsklassen i mange år, så i SKB er vi sikre på, at vi kan lave et stævne som fungerer på banen og med gode muligheder for hyggeligt samvær på land. Skulle der være spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Axel, på telefon 0045 5614 9000 mobil 4026 4721 eller send en e-mail på adressen a.boggild@mail.tele.dk.           

DSC_0486Sejlklubben Køge Bugt blev stiftet i 1977 i forbindelse med etableringen af Køge Bugt Strandpark.  Sejlklubben blev i første omgang stiftet med det formål at bygge en havn. Det lykkedes, i dag er Hundige Havn en velfungerende lystbådhavn bygget af sejlere til sejlere. Der er alle faciliteter på havnen, gode badeforhold, selvbetjent søsætningskran, gratis wifi, en god restaurant ”Fregatten” og ikke mindst har vi et dejligt klubhus. I kort afstand fra havnen er velassorteret bådeudstyrsforretning ”Tempo Både”, et stort indkøbscenter ”Waves” samt S-togsforbindelse til København, så du kan glæde dig til et besøg hos os

Når du ankommer til Hundige Havn, så henvend dig på Havnekontoret, eller i Kapsejladsbureauet, som ligger på 1. sal i Sejlklubben.

 

Velkommen i Sejlklubben Køge Bugt!

Birger Monrad
SKB formand